Nye corona tiltag, gældende fra 19-09-2020 kl. 12.00

18-09-2020

Uddrag fra DIF retningslinier, offentliggjort 18-09-2020:

Nye regler for klubhuse med café eller restaurant

Fra og med torsdag blev det obligatorisk at bære mundbind på cafeer og restauranter i de 17 københavnske kommuner, hvor der er indført skærpede retningslinjer. Dét gælder nu hele landet. I klubhuse, hvor der drives café, restauration mv., skal man overholde de branchespecifikke retningslinjer. Det betyder, at man i klubhusenes cafeer og restauranter skal bære mundbånd, når man er stående, fx står i kø ved kassen eller går på toilettet. Det kan virke ulogisk, hvis man lige har dyrket motion sammen uden mundbind, men det er vilkårene. Samtidig gælder kravet om, at man skal lukke senest klokken 22.00.

Uddrag fra DRF:

Forsamlingsforbuddet sænkes nationalt fra 100 til 50 personer  
Som stævnearrangører skal I være opmærksomme på, at forsamlingsforbuddet fra og med lørdag den 19. september lyder på 50 personer i stedet for 100. Det betyder, at der max. må være 50 personer til stede samtidig til arrangementet/stævnet, og dette inkluderer alle med tilknytning til stævnet – det gælder altså både ryttere, hjælpere, tilskuere, officials, TD’er, dommere, stævnearrangører, stævnepersonale, etc. Det er dog fortsat tilladt at benytte sig af tidsforskydninger/loops, så der er 50 personer til stede ad flere omgange i løbet af en stævnedag – dog aldrig mere end 50 personer samtidig.